Velkommen til Sparekassen Sjælland-Fyn

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Velkommen til Sparekassen Sjælland-Fyn

Sparekassen Sjælland-Fyn har indgået samarbejdsaftale med B.93.

 

Sparekassen Sjælland-Fyn ønsker at øge kendskabsgraden på Østerbro, så de kan fortsætte med at servicere og give fantastiske oplevelser til endnu flere bankkunder på Østerbro.

Derfor har de nu valgt at indgå en større samarbejdsaftale med B.93.

Vi fik en fin snak med repræsentanterne fra Sparekassen Sjælland-Fyn. Her kan du møde filialdirektør Morten Dueholm Rosengaard og souschef Pernille Turka Dencker.

Du kan kontakte Sparekassen Sjælland-Fyn her.

Morten Dueholm Rosengaard

– Jeg er i midt 30’rne, og bosiddende i Hvidovre med min kone Juliane, vores tvillinger Ellen og Agnes på snart fire år og gravhunden Ludwig. Oprindelig kommer jeg  fra Korsør, hvor jeg i mine meget tidlige dage spillede fodbold.

– Efter ungerne blev født, er der på motionsfronten kommet en lidt dvask holdning til motion, som jeg dog er i gang med at rette op på med lidt mountainbike.

– Min bankkarriere startede i Nordea som bankelev, og siden er jeg klatret stille og roligt op af stigen i både privat, erhverv og wealth management. April 2019 startede jeg i Sparekassen som filialdirektør.

– Jeg er filantropisk anlagt og det falder meget godt i tråd med min nye arbejdsplads og B.93. Vi er mange i Sparekassen, der interesserer sig for fodbold. Jeg er også meget inspireret af jeres netværksmøder som jeg synes er godt iscenesat og med fin energi.

Pernille Turka Dencker

– Jeg er bosiddende på Østerbro, lige i baghaven af B.93, med min mand Mads og vores søn William på tre år. Jeg kommer oprindeligt fra Næstved og flyttede til København tilbage i 2009.

– Jeg har arbejdet i Sparekassen siden 2006, hvor jeg startede som finanselev. Siden har jeg siddet som privatrådgiver, erhvervsrådgiver, filialdirektør i et par år i en mindre filial på Vestsjælland, og i dag er jeg souschef på i filialen på Østerbro, hvor jeg har været de sidste to år.

– Jeg er meget social anlagt og elsker at møde nye mennesker. I min fritid bruger jeg tiden med familien og vennerne, slutter Pernille.

Begge repræsentanter for Sparekassen Sjælland-Fyn fortæller

– Vi er et pengeinstitut, hvor der skal være plads til alle. Alle er velkomne til et møde i Sparekassen, uanset om man er advokat eller håndværker.

– Rundt omkring på væggene står der for eksempel “formål før profit”. Vi søger at være en aktiv del af lokalsamfundet. Dermed ikke sagt at vi støtter alle dele økonomisk. Det kan også være ved at hjælpe erhvervskunder, der deltager aktivt i samfundet, selv om det ikke er en kunde, vi tjener penge på, slutter Morten og Pernille.

Bonusinfo fra Sparekassen Sjælland-Fyn

Sparekassen Sjælland-Fyn er bosiddende på Dag Hammerskjolds Allé 13. Her har banken resideret siden 2015.

– Vi er overbeviste om, at der er behov for en stærk lokal og regional bank med en forretningsmodel, der er kendetegnet ved mere end det, der kan sættes to streger under i et regneark.

– Derfor sætter vi samfundsansvar og kundernes økonomiske tryghed før den sidst tjente krone uden at gå på kompromis med en sund, solid og stabil drift og en indtjening, der er sammenlignelig med andre pengeinstitutter på vores størrelse.

– En kunde hos os får en lokal filial, der ligger lige nede om hjørnet. Du får som kunde altid en fast personlig rådgiver, som du kan kontakte direkte via telefon og mail, og som kender dig og din økonomi. Hos os kommer du ikke til at føle sig som et nummer i rækken.

– Vi har valgt et samarbejde med B.93, fordi vi mener at klubbens profil passer godt i tråd med vores. I tager imod alle. Stor som lille, ung som ældre, uanset forudsætninger og med både muligheder og begrænsninger. I har stor fokus på udviklingen af lokalområdet og udviklingen af menneskene i det, hvilket vi finder meget prisværdigt.

Du kan kontakte Sparekassen Sjælland-Fyn her.

På topfotoet ses fra venstre filialdirektør i Sparekassen Sjælland-Fyn Morten Dueholm Rosengaard, souschef Pernille Turka Dencker og kommerciel chef i B.93, Steen Granager-Simonsen.


Filialdirektør i Sparekassen Sjælland-Fyn Morten Dueholm Rosengaard fejrer aftalen med kommerciel chef i B.93, Steen Granager-Simonsen, foran et af målene på Svanemølleanlægget.

 

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.