Knusende sejr til kvinderne

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Knusende sejr til kvinderne

B.93’s 1. divisionskvinder tromlede søndag hen over FB, der blev sendt hjem til Frederiksberg med et 8-0-nederlag.
 Rebecca Ravn-Haren (tv) og Nicole Loren Robertson (th) scorede begge 3 mål.

 

B.93-spillerne var i hopla og spillede bolden hurtigt rundt, så niveauforskellen var tydelig. Allerede efter 2 minutter scorede Rebecca Ravn-Haren efter gennembrud og et hårdt skud fra højrekanten, og hun gentog det 4 minutter senere. I det 22. minut fuldendte hun sit hattrick, da hun rundede keeperen efter et klogt løb i feltet.

Den nye kantspiller Rosa Elizabeth Horskjær gjorde det til 4-0 på et flot skud fra kanten af feltet, som endte på undersiden af overliggeren og gik i mål.

Og Nicole Loren Robertson gjorde det fra midten af feltet til 5-0 i det 39. minut med et halv saksespark. 
FB blev stort set holdt fra chancer i hele kampen og halsede efter B.93’ernes veloplagte spil.

Den komfortable føring og massive regn var måske medvirkende til, at det ikke blev til så mange chancer i begyndelsen af 2. halvleg.

Men det ændrede sig efter en times spil. Nicole Loren Robertson scorede tæt foran mål til 6-0 efter et stærkt løb i feltet fra højrekanten af Julie Falkebo.

Efterfølgende assisterede indskiftede Sofie Bredgaard til både 7-0 og 8-0. Først lagde hun en præcis stikning frem til Josefine Funch, der på kanten af feltet elegant løftede bolden over den fremstormende keeper.

Og Nicole Loren Robertson viste ligesom i sidste weekend sit utroligt kraftige hovedstød, da hun fra en position en meter inde i feltet med stor power headede over målvogteren og nåede dermed op på 3 mål i kampen.

Havde det ikke været for en heroisk kæmpende FB-keeper, var sejren blevet to-cifret, da FB-feltet mod slutningen af kampen nærmest lignede et skydetelt.

Cheftræner Anders Vang benyttede lejligheden til at give spilletid til flere, der ikke var med i første rundes sejr mod Østerbro. Således var to nye spillere, keeper Anna Kaas og midtbanespiller Emilie Langhorn, i startopstillingen og fik dermed debut i B.93-trøjen. Og Julie Falkebo fik seniordebut, siden hun kom til holdet i foråret.

B.93 har nu en målscore på 12-0 efter de første to kampe og skal i næste runde på søndag 25. august spille ude mod HB Køge.

Af Tage Majland
Foto Tage Majland