Det nye b93prof.dk er klar

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Det nye b93prof.dk er klar

Vi har glædet os til at skrive disse linjer.

Vi har siden sommeren 2014 arbejdet fokuseret på at lancere hjemmesiden for Divisionsholdet her. Vi håber, du er lige så glad for resultatet, som vi er. Klubbens flagskib, 1. senior for mænd i 2. division øst, har nu et responsivt site, dvs, en hjemmeside, der tilpasser sig i menuen og siderne, når du tilgår den på din smartphone, din tablet eller din computer.

Den store bagmand bag kodeskrivning og lancering i WordPress er Jonathan Wenshøj, søn af Divisionsholdets medejer Jørgen Wenshøj. Jonathan har arbejdet med hjemmesider i 12-13 år, men læser i øvrigt teologi på universitetet. Klubben er glade og taknemmelige for alt det arbejde, som Jonathan har kastet efter projektet her. Webmaster Klaus B. Johansen har været på sidelinjen og lagt indholdet siden sommeren 2014 over på siden.

Divisionsholdets ansigt udadtil fremstår nu i friske, moderne lyse farver, men som altid med respekt for Boldklubben af 1893’s glorværdige historiske vingesus.

Af ny funktionalitet kan du se frem til automatisk opdatering af målscorere mv. fra kampene i 2. division øst via live update modulet på forsiden. Live update modulet vil kun være synligt i forbindelse med kampene. Spillertruppen præsenteres langt bedre end før. Trænerstaben bliver også snart præsenteret, når vi har gode billeder af alle. Nyheder, B.93 TV indslag og Christian Midtgaards fremragende kampfotos, portrætter og holdfotos er lette at finde. Divisionsholdets sponsorer har fået en mere fremtædende plads (og der er plads til flere). Søgefunktionen gør det let at søge artikler på sitet. Og meget mere. Kig selv rundt og dan dit eget indtryk.

Hvis du har ris, ros eller gode råd til indholdet, så kan du som altid skrive til os på web-redaktionen via webmaster@b93.dk. Og hvis du savner indhold fra det tidligere b93prof.dk, så frygt ikke. Alt er gemt i en kopi af det gamle site og kan fortsat tilgås via URL’en prof.b93.dk. Update: Sitet prof.b93.dk er lettet 21. august 2018, webred.

De øvrige B.93 sites, b93.dk for moderklubben, fodbold.b93.dk for Fodboldafdelingen og b93tennis.dk, der er er Tennisafdelingens sider, vil fortsat eksistere i det Joomla-layout, som har været klubbens hjemmesides DNA siden 28. februar 2010. Der vil være et par links her og der på disse sider, som vil henvise til nu udløbne sider, men mon ikke I trods alt vil bære over med det og i stedet glæde jer over de nye tider her på b93prof.dk. (Vi retter links til hen af vejen, så de henviser til prof.b93.dk, f.eks. i B.93 TV arkivet).

Du kan i øvrigt læse alt om hjemmesidens historie i dette nye punkt på Palle “Banks” unikke historiesider på b93.dk.

Vi byder såvel nytilkomne som tidligere brugere af b93prof.dk hjertelig velkommen til de nye omgivelser.

Venlig hilsen

Webprogrammør
Jonathan Wenshøj

&

Webmaster
Klaus B. Johansen
webmaster@b93.dk