Shoot-out i Sorgenfri

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Shoot-out i Sorgenfri

DBU Pokalen, 1. runde.

Virum-Sorgenfri-B.93 3-6 (1-3)

0-1 Nicolai Olsen (16′)
0-2 Mohammad Ali (25′)
0-3 Omar Roshani (32′)
1-3 Ali Al-Bahadli (45′)
2-3 Youssef Mahmoud (49′)
2-4 Mohammad Ali (51′)
2-5 Omar Roshani (82′)
3-5 Oscar Vraae (85′)
3-6 Jonas Berg (88′)

Virum-Sorgenfris opvisningsbane.
Ca. 100 tilskuere.

Pokalkampen mod Virum-Sorgenfris danmarksseriehold udviklede sig til et sandt festfyrværkeri af underholdning og flotte mål. Et klart dominerende 93-hold lagde for med at bringe sig på 1-0 ved Nicolai “Pukki” Olsen på fint oplæg af Andreas Heimer, 2-0 ved Mohammad Ali, der iskoldt afsluttede et flot kontra-angreb, og 3-0 på en kanonskud med venstrebenet af Omar Roshani. Da var der spillet godt en halv time, og kampen syntes afgjort.

Men vi ved jo, at B.93 pr. tradition har visse evner til at sætte sikre føringer over styr, og det skulle hurtigt vise sig, at Hasse Kuhns tropper også havde tænkt sig at fyre løs i skydeteltet. To kanonskud umiddelbart før og efter pausen bragte hjemmeholdet på 2-3 og spændingen ind i kampen.

Spændingen varede dog kun et par minutter, for så slog Mohammad Ali atter til, denne gang med et flot hug i feltet efter et indlæg fra nyligt tilbagevendte Jonas Berg.

En betryggende tomålsføring gav ro på spillet for B.93, men efter en halv times våbenhvile blev der braget løs igen i slutfasen. Først var Omar Roshani på pletten igen. Efter smukt oplæg fra den indskiftede 93-legende Emil Dyre bragede han en helflugter i nettet. Siden slog hjemmeholdet til igen med et hovedstødsmål, men det endegyldigt dræbende skud leverede ingen andre end Jonas Berg, der nær baglinjen i højre angrebsside kanonerede bolden ind i det fjerneste målhjørne.

B.93 endte altså med at vinde med 6-3, og efter denne veritable shoot-out på åben mark har krudtrøgen endnu ikke lagt sig over Sorgenfri.

Mohammad Ali, stor indsats og to flotte mål: “Skarpheden var på vores side. Vi trykkede dem godt og udnyttede vores chancer. Men selvfølgelig er det ikke helt tilfredsstillende, at vi lukker tre mål ind.”

Holdet på banen:

Ronni Raun

Jonas Berg
Adam Emme
Martin Heisterberg (ud 77′)
Jack Wander

Anton Peterlin
Aske Lundsgaard
Andreas Heimer (ud 68′)

Omar Roshani
Mohammad Ali
Nicolai Olsen (ud 46′)

På bænken:

Emil Dyre (ind 46′)
Andreas Heimer (ind 68′)
Emil Farver (ind 77′)
Victor Michaelsen