Skovshoved-B.93 0-1 (0-1)

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Skovshoved-B.93 0-1 (0-1)

Skovshoved – B.93 0-1 (0-1)

0-1 Fredrik Kofoed (9′)

Gentofte Sportspark.
123 tilskuere.

Lørdagens kamp mod Skovshoved blev spillet på kunstgræs i Gentofte Sportspark (det nyrenoverede Gentofte Stadion), fordi Skovshoveds egen bane ikke var klar til kamp. Skovshoved havde inden kampen sikret sig en plads i oprykningsspillet, mens B.93 spiller nedrykningsspil til foråret, og eftersom man kun medtager points taget fra hold, der har kvalificeret sig til samme række, til forårets turnering, var kampen – hvad points angår – aldeles betydningsløs. Det er dog bestemt ikke ligegyldigt, at vi slutter sæsonen ordentligt af, desuden havde vi inden kampen efterårets første turneringssejr på udebane til gode, hvilket også var en motivation.

På grund af skader og karantæner var det et B.93-hold i en alternativ opstilling, vi fik at se. Anton Peterlin måtte springe til på en uvant plads som højre back, Emil Dyre indtog positionen på den offensive midtbane, og unge Fredrik Kofoed fik chancen fra start på venstre flanke.

Kofoed kvitterede for tilliden med kampens eneste scoring, som faldt allerede efter otte minutters spil. Et mønsterangreb førte til, at Nicolai “Pukki” Olsen blev sendt af sted i dybden i feltets højre side. Hans indlæg havnede ved bageste stolpe, hvor Kofoed lidt akavet fik bugseret bolden i mål fra nært hold.

B.93 virkede kampen igennem en tand skarpere end skovserne. Før pausen måtte Skovshoveds målmand diske med et par fine parader på forsøg fra Olsen og Czajkowski. Og også i anden halvleg var gæsterne fra Østerbro bedst. Czajkowski og Kristian Holm havde gode muligheder for at udbygge føringen, men ingen af dem fik afsluttet ordentligt. Desuden blev Czajkowski snydt for et oplagt straffespark.

De blåklædte fra Skovshoved var godt med i spillet, men fik hverken i første eller anden halvleg skabt oplagte muligheder. En veloplagt 93-forsvarskæde foran tilbagevendte Ronni Raun i målet neutraliserede alle hjemmeholdets angrebsforsøg på imponerende vis.

Vi måtte dog vente længe, før vi kunne juble over sejren, for i kampens slutminutter blev dommeren skadet, så den ene linjevogter måtte overtage fløjten. Dommerudskiftningen medførte en meget lang tillægstid, men trods indskiftninger af spillere fra en udskiftningsbænk med mange unge spillere (fraset den 46-årige målmandsreserve Nicolas Nielsen) holdt B.93 hovedet koldt i slutminutterne, så sejren kom i hus. Nogen skønhedsåbenbaring var denne kamp ikke ligefrem, men det var en fornøjelse at opleve B.93 vinde på udebane, holde nullet og tilmed ikke få en mand smidt ud, hvilket ellers desværre har været kutyme på det seneste. Og tillykke til 17-årige Jeppe Erenbjerg (på billedet ovenfor), som kom banen i kampens slutminutter og dermed fik debut.

Anfører Martin Heisterberg: “Vi har hele tiden ment, at vi burde være gode nok til oprykningsspillet, men over en hel sæson har vi ikke bevist det. I dag fik vi i det mindste bevist det i en enkelt kamp.”

Holdet på banen:

Ronni Raun

Anton Peterlin
Adam Emme
Martin Heisterberg
Emil Farver

Kristian Holm (ud 89′)
Mikkel Mouritz
Emil Dyre (ud 39′)

Nicolai Olsen
Sebastian Czajkowski
Fredrik Kofoed (ud 68′)

På bænken:

Jack Wander (ind 39′)
Leonel Montano (ind 68′)
Jeppe Erenbjerg (ind 89′)
Carl Emil Kristensen
Nicolas Nielsen

Kampreferat v/Mads Mazanti