Nederlag til Odder

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Nederlag til Odder

B.93 – Odder 1-3 (0-2)

0-1 Mathias Larsen Christensen (8′)
0-2 Mathias Larsen Christensen (21′)
0-3 Malthe Boesen (50′)
1-3 Aske Lundsgaard (58′)

Gentofte Sportspark
102 tilskuere.

Efter to kampe mod to af rækkens formodet svageste hold stillede B.93 2. påskedag til kamp mod et af rækkens formodet stærkeste, østjyske Odder, på reservehjemmebanen i Gentofte, da Østerbro Stadion endnu ikke er kampklart. Og B.93 fik fra kampens start niveauforskellen at mærke. Allerede i kampens første minut strøg Odders angriber alene igennem; kun en fin parade fra Lucas Chang-Andersen i målet forhindrede en føring til de sortklædte gæster.

Nu skulle man tro, at vi var advaret mod østjydernes hurtige opløb, men et offensivt indstillet og ungt 93-hold, løb i det ottende minut atter direkte ind i Odders kontrakniv. Mathias Larsen Christensen afsluttede kontraen med fladt at sende bolden i mål.

Og minsandten om ikke B.93 begik et nyt harakiri efter tyve minutters spil. På ny et boldtab under angrebsspillet, på ny knækkede holdet midt over, så en overmatchet forsvarskæde ikke kunne forhindre samme Larsen Christensen i at sende bolden i mål fra nært hold efter en flad tværpasning fra højre.

Det var ikke fordi, B.93 var uden muligheder i denne første halvleg. Senoglu havde to nærgående forsøg, og Czajkowski sendte bolden forbi det lange hjørne, da han slap fri. Men Odder var nu engang skarpere på de muligheder, de fik.

I anden halvleg kunne kampen have udviklet sig anderledes, hvis Senoglus gode skudmulighed var havnet indenfor rammen i det femte minut. Men i stedet slog Odder øjeblikkeligt kontra igen-igen; denne gang var det Malthe Boesen, der sendte bolden i mål via den ene opstander. 0-3, og godnat i Gentofte.

Heldigvis gik 93-holdet ikke helt i opløsning, men fortsatte med at klø på. I det 58. minut kom reduceringen til 1-3, da netop indskiftede Aske Lundsgaard med sin første boldberøring flot tæmmede en nedfaldsbold efter et hjørnespark og resolut hamrede den fladt i nettet. Lundsgaards første mål i 93-trøjen. Se målet på B.93 Fanklubs facebook-side.

Kort efter kunne Odder have svaret hurtigt igen, men målmand Chang fik akrobatisk raget kastanjerne ud af ilden efter en gevaldig skovtur.

Og så pressede B.93 ellers på i resten af kampen, men tættere på end et par gode muligheder til Czajkowski og indskiftede Roshani kom vi ikke. Alt i alt en fortjent sejr til et Odder-hold, der ganske vist ikke havde mest boldbesiddelse, men var langt mere konsekvente og effektive end B.93. Og der var grund til bekymrede miner i 93-lejren, for selv om Odders kvaliteter ikke skal underkendes, var vor egen præstation så fejlbehæftet, at flere af den slags indsatser kan bringe os i alvorlige problemer i løbet af sæsonen, også mod svagere modstandere.

Målscorer Aske Lundsgaard: “Vi kom til at spille dem, som de gerne ville, og begik alt for mange fejl. Men jeg lover, at mit første mål for klubben ikke bliver det sidste. Der kommer mange flere.”

Holdet på banen

Lucas Chang-Andersen

Mads Walter (ud 79′)
Adam Emme
Martin Heisterberg
Emil Farver

Kristian Holm (ud 57′)
Leonel Montano (ud 57′)
Søren Nørgaard

Olcay Senoglu
Sebastian Czajkowski
Nicolai Olsen

På bænken

Aske Lundsgaard (ind 57′)
Omar Roshani (ind 57′)
Frederik Kofoed (ind 79′)
Anton Peterlin
Mikkel Mouritz
Carl Emil Kristensen
Frederik Bruhn

Kampreferat v) Mads Mazanti.