Hvidovre IF-B.93  2-1

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Hvidovre IF-B.93 2-1

Hvidovre IF-B.93 2-1 (2-0)

1-0 Nikolaj Agger (4′)
2-0 Nikolaj Agger (20′)
2-1 Nikolai Olsen (53′)

Udvisning: Kasper Kristensen, Hvidovre (81′)

Kæmpernes Arena (Hvidovre Stadion).
854 tilskuere.

På forhånd var fredagens kamp i Hvidovre at regne for en af sæsonens sværeste udekampe, da hjemmeholdet har benyttet sommerpausen til at forstærke sig kraftigt og mod formodes at være klar favorit til oprykning.

Et B.93-hold, der stadig savnede en rygskadet Martin Heisterberg i midterforsvaret, kom da også i stiv modvind fra kampens start. Allerede efter tre minutter var Nicolaj Agger på pletten, da han fik for meget plads i feltet efter et frisparksindlæg, og efter knap tyve minutters spil kom samme Agger på scoringstavlen igen efter at have spadseret sig gennem en ladeport i 93-midterforsvaret.

2-0-føringen var ikke et mål for lille. Per Frandsens tropper dominerede fuldstændig første halvleg og kunne mageligt have scoret yderligere to-tre mål. En godt spillende Raun i målet og en lidt for nonchalant Kim Aabech forhindrede en decideret afklapsning i de første 45 minutter. Et 93-hold, der uophørligt smed bolden væk og lod sig kyse af Hvidovres enkle og aggressive angrebsspil, var kun sjældne gæster i hjemmeholdets straffesparksfelt. Et Emil Farver-hjørnespark, som Hvidovres målmand måtte afvise med en fodparade, var det tætteste, vi kom på en målchance i første halvleg, mens duoen Aabech-Agger i den anden ende boltrede sig efter forgodtbefindende i det gæstfri 93-forsvar. Vist har Hvidovre et glimrende hold, der bør have førstedivisionsklasse, men at forskellen mellem de to hold blev så stor, som det var tilfældet i første halvleg, var også udtryk for, at B.93 var langt under vanlig standard.

En dobbeltudskiftning i pausen skabte heldigvis nyt liv i “Den hvide dame”. Emil Dyre og Mads Walter kom ind og satte strøm til vores højrefløj, samtidig med at de øvrige spillere hævede deres niveau betragteligt. Allerede efter syv minutter gav den genfundne 93-energi udbytte i form af en reducering: Nicolai “Pukki” Olsen spillede et-to med Emil Farver i venstre side, før han trak ind i banen og med et tørt hug sendte bolden fladt over i det lange hjørne. Pludselig var B.93 helt med i en kamp, hvor vi før pausen ikke havde været andet end træningskegler i en Hvidovre-opvisning.

Det skal dog også siges, at 93-offensiven gav muligheder til Hvidovre, som kunne have lukket kampen med en scoring til 3-1, hvis ikke Raun havde disket op med et par strålende parader. Men da nu hjemmeholdet forsømte at lukke kampen, fortsatte B.93 med at klø på, og fik en gylden mulighed for udligning elleve minutter før tid, da Emil Dyre i gammel stil knoklede sig igennem på højrefløjen og spillede Sebastian Czajkowski, hvis flade indlæg fandt indskiftede Andreas Heimer, der kom kurende ved forreste stolpe. Hvidovres målmand måtte finde en fantomredning frem for at hindre en udligning.

Umiddelbart efter fik Hvidovres Kasper Kristensen sit andet gule kort på efterbevilling for at genere Dyre i ovennævnte angrebsforsøg. Med en mand i overtal gav B.93 alt for at fremtvinge en udligning i kampens slutfase, men trods et godt pres mod Hvidovre-målet, kom vi aldrig tættere på det ene point end et lumsk frisparksindlæg fra Emil Farver og en derpå følgende afslutning fra Kristian Holm.

Og så måtte B.93 gå tomhændede fra Hvidovre i den silende aftenregn. Med lidt held kunne vi have fremtvunget en udligning, men ærligt talt: Efter at have været spillet baglæns ud af kommunen i første halvleg kan vi ikke indvende noget imod resultatet.

Ronni Raun, bedste 93er: “Vores første halvleg var under ingen omstændigheder god nok. Anden halvleg var meget bedre, men desværre kunne vi ikke rette op på en skidt præstation før pausen.”

Holdet på banen:

Ronni Raun

Jonas Berg (ud 46′)
Adam Emme
Aske Lundsgaard
Emil Farver

Kristian Holm
Anton Peterlin (ud 46′)
Mikkel Mouritz

Sebastian Czajkowski
Mohammad Ali (ud 74′)
Nicolai Olsen

På bænken:

Emil Dyre (ind 46′)
Mads Walter (ind 46′)
Andreas Heimer (ind 74′)
Jack Wander
Omar Roshani
Morten Fraysse
Victor Michaelsen