Målløst hjemme mod Skovserne

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Målløst hjemme mod Skovserne

B.93 – Skovshoved 0-0

Østerbro Stadion
368 tilskuere.

Oprykkerne fra Skovshoved har fået en glimrende start på deres tilbagevenden til divisionsfodbold. Med en række udmærkede boldspillere har skovserne fået sammensat et hold, der ikke er set bedre siden brødrene Kastrup gjorde den sydlige del af whiskybæltet usikker med iltert og fantasifuldt angrebsspil. For deres modstandere i lørdagens kamp, B.93, var betingelserne blevet vanskeliggjort af, at de naturlige højrewings, Salandy-Defour (ude resten af efteråret), Emil Dyre og Omar Roshani (begge snart klar igen) måtte melde fra med skader. Desuden var højrebacken Mads Walter ude med karantæne. Jonas Berg gled ind i startopstillingen på Walters plads, Jack Wander blev sat ind foran ham på højreflanken.

Efter en lidt famlende start, hvor B.93 havde vanskeligt ved at komme ordentligt ind i nærkampene, satte “den hvide dame” sig solidt på spillet, mens de til lejligheden neongult klædte skovsere lurede på 93-fejl på den smattede bane. Inden længe fik B.93 tilkæmpet sig en god mulighed ved “Pukki” Olsen på hovedstød efter et Farver-indlæg; siden gik det slag i slag i løbet af halvlegen med flot gennemspillede muligheder til Jack Wander gange to (først fandt han ikke en medspiller, da han flot havde fintet sig fri tæt under mål, siden måtte han se sit forsøg pareret af målmanden efter en frispilning fra “Pukki”), og inden da blev Sebastian Czajkowski fældet af målmanden, da han slap fri i feltet. Klart straffespark, men dommerens fløjte forblev tavs. Til dommerens ros skal det siges, at han efter kampen var stor nok til at indrømme sin fejl.

Skovshoved havde kun sporadiske forsøg mod 93-målet, og dem tog vor veloplagte 100-kampsjubilar i målet, Ronni Raun, sig sikkert af. 0-0 ved pausen.

Efter pausen kom gæsterne langt bedre med i kampen. Vi kæmpede med at skabe chancer mod et Skovshoved-hold, der havde fået styr på organisationen i pausen. Et behjertet forsøg fra Andreas Heimer var faktisk det bedste 93-forsøg i anden halvleg, mens skovsernes hurtige opløb som halvlegen skred frem blev stadig farligere, hvilket også skal ses i lyset af, at vort midterforsvar begyndte at køre på pumperne på den blytunge, kraftsugende bane. Adam Emme måtte udgå med knæproblemer og Martin Heisterberg blev dødtræt på grund af manglende kamptræning efter sin skadespause.

Skovshoved fik to store muligheder for at afgøre kampen, men jubilar Raun fik med flotte parader afværget først et hårdt hovedstød tæt under mål, siden indskiftede Aske Lundsgaards forsøg mod eget mål, da han desperat forsøgte at afværge en enorm Skovshoved-mulighed i kampens døende minutter.

Således det med en sjælden med en sjælden 0-0’er for et 93-hold, der ellers har spillet så mange målrige kampe på det seneste. Ærgerligt at vi ikke fik udbytte af vores udmærkede spil før pausen, men på den anden side havde skovserne de bedste muligheder efter pausen, så en pointdeling var måske ikke helt urimelig.

Emil Farver: “Vi fightede godt i dag, men vi skal blive bedre på bolden og skarpere i de afgørende situationer.”

Holdet på banen

Ronni Raun

Jonas Berg
Adam Emme (ud 69′)
Martin Heisterberg
Emil Farver

Kristian Holm
Mikkel Mouritz (ud 79′)
Andreas Heimer

Jack Wander (ud 67′)
Sebastian Czajkowski
Nicolai Olsen

På bænken

Mohammad Ali (ind 67′)
Aske Lundsgaard (ind 69′)
Anton Peterlin (ind 79′)
Søren Nørgaard
Carl Emil Kristensen
Morten Fraysse
Nicolaj Fallentin

Kampreferat v) Mads Mazanti.