Nederlag i Greve

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Nederlag i Greve

Greve – B.93 3-0 (1-0)

1-0 Kasper Kempel (45′)
2-0 Kasper Kempel (54′)
3-0 Kasper Kempel (90′)

Greve Idrætscenter (kunstgræs)
125 tilskuere.

Lørdagens vigtige kamp i Greve udviklede sig mareridtsagtigt for et afbudsramt B.93-hold, der blev sendt hjem med et klart nederlag og to nye spillere på skadeslisten i bagagen.

Det begyndte ellers godt for B.93. Trods savnet af de skadede nøglespillere Heisterberg (karantæne), Senoglu og Czajkowski (begge skadede) indledte vi kampen med langt større gejst og optimisme end mod Odder. Med Roshani i angrebet, Marcus Salandy-Defour tilbage på højrefløjen efter en lang skadesperiode og Aske Lundsgaard i midterforsvaret som Heisterberg-erstatning dominerede “Den hvide dame” kampens første halve time.

I denne fase burde B.93 have bragt sig i front, men det blev ved to gode muligheder til Nicolai “Pukki” Olsen efter et fremragende sololøb og Marcus Salandy-Defour, der slap fri i feltets højre side, men begge gange endte deres afslutninger i Greve-målmandens parader.

Greve, hvis trup tæller en række eks-93ere, blandt andre Sean “Distorsean” Christoffersen og Mohammad “jeg-scorer-altid-mod-B.93” Ali, stemplede ind i kampen omkring den halve time med et godt forsøg fra netop Ali. Og det blev startskuddet til en række nærgående Greve-forsøg i minutterne op til pausen. Sean Christoffersen sendte et frispark på stolpen, og unge Lucas Chang-Andersen måtte hive et par mesterlige parader ud af ærmet, da først den tidligere Superliga-profil Nicolai Høegh forsøgte sig, siden Ali igen. Efter Alis sidste forsøg blev Chang liggende på kunstgræsset med en knæskade, han havde pådraget sig tidligere i halvlegen. Han rejste sig dog og meldte sig klar. Det var han ikke. For på det efterfølgende hjørnespark kunne han ikke nå op til bolden, så en helt fri Kasper Kembel tæt under mål kunne heade Greve i front på første halvlegs sidste aktion.

I pausen måtte Chang lade sig udskifte med Frederik Bruhn, der dermed fik et populært comeback efter hvad der må være et af nyere tids mest forfærdelige skadesforløb. Desværre gik der ikke mere end otte minutter af anden halvleg, før han måtte se sig overlistet. Et hovedstød mod det lange hjørne prellede af på stolpen, og på returen udviste ingen 93ere interesse i at forhindre Kasper Kempel i at score sit andet mål mod en chanceløs Bruhn.

Dette mål punkterede kampen. Et idéfattigt og modløst 93-hold var aldrig i nærheden af at bringe spændingen tilbage i kampen. Et par forkølede forsøg fra Anton Peterlin og et muligt, men ikke dømt, straffespark mod Salandy-Defour var det tætteste, vi kom på noget, der med meget god vilje kunne minde om målchancer i anden halvleg.

For at føje spot til skade måtte Aske Lundsgaard udgå med en slem ankelskade efter et sammenstød med Mohammad “jeg-scorer-næsten-altid-mod-B.93” Ali. Da B.93 på daværende tidspunkt havde foretaget alle tre udskiftninger, måtte vi slutte kampen med ti mand.

Sømmet blev banket i 93-ligkisten i kampens sidste minut, da Kasper Kempel endnu en gang var på færde; med et fladt langskud gjorde han det til slutresultatet 3-0. Aldrig har der været så lang vej hjem fra Greve. Et B.93-hold, der i øjeblikket kan spille en ganske nydelig gang fodbold i perioder af kampene, men i de afgørende situationer ikke holder divisionsniveau, er nu i alvorlig nedrykningsfare.

Frederik Bruhn, hvis comeback var kampens eneste lyspunkt: “Vi begyndte kampen godt, men vi lader os for nemt slå ud af lidt modgang, og det går simpelt hen ikke. Personligt var det dog fantastisk for mig at være tilbage på holdet.”

Holdet på banen

Lucas Chang-Andersen (ud 46′)

Mads Walter
Aske Lundsgaard
Adam Emme
Emil Farver

Anton Peterlin (ud 77′)
Kristian Holm
Søren Nørgaard

Marcus Salandy-Defour
Omar Roshani (ud 63′)
Nicolai Olsen

På bænken

Frederik Bruhn (ind 46′)
Jack Wander (ind 63′)
Leonel Montano (ind 77′)
Mikkel Mouritz
Morten Fraysse

Kampreferat v) Mads Mazanti.