1-1 i københavnerderbyet

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

1-1 i københavnerderbyet

B.93 – Frem 1-1 (0-0)

1-0 Emmanuel Ogude (71′)
1-1 Daniel Elly Pedersen (81′)

Udvisning: Kristian Holm, B.93 (87′).

Østerbro Stadion
718 tilskuere.

Størstedelen af første halvleg af det klassiske københavneropgør forløb uden de helt åbne chancer til nogle af holdene. Opgørene plejer dog at være garanti for dramatik og fight, og dramatik fik vi, da Martin Heisterberg skubbede Jannik Zimling til jorden efter en duel. Rødt kort, mente Frem´erne, men dommeren skønnede, at Zimling overdramatiserede situationen, så Heisterberg slap med gult.

Vore venner fra Valby fik sidst i halvlegen kampens første gode mulighed med et brækkende skud, som Ronni Raun parerede i stor stil. Men før der blev fløjtet til pause, tilspillede B.93 sig to endnu større muligheder: Først rykkede Emmanuel Ogude sig fri mellem to Frem’ere, men afsluttede desværre forbi mål. Derpå fintede samme Ogude, der var kampens bedste individualist, sig fri på højre flanke og centrerede til Anton Peterlin, hvis skud fra nært hold strøg over mål. 0-0 stod sig altså til pausen efter en halvleg med højt tempo og stor intensitet, men uden den store præcision i angrebsspillet fra begge parter.

Frem lagde bedst ud i anden halvleg og begyndte at nærme sig B.93-målet med et par gode indlæg. B.93 kæmpede sig dog fint tilbage i kampen, men det kneb med at skabe det helt åbne målchancer.

Efter tyve minutter kom chancen så, og den blev prompte udnyttet. Nicklas Granzow fandt med en fornem dybdeaflevering Ogude på kanten af offside. Alene med målmanden var nigerianeren iskold. Med et fladt spark sendte han B.93 i front.

Frem’erne var dog på ingen på måde et knækket hold. De svarede igen med et pres mod 93-målet, som resulterede i flere giftige hjørnespark. Indskiftede Kristoffer Bødker fik i sidste øjeblik foden på en kæmpe Frem-mulighed efter netop et af disse hjørnespark, men det resulterede blot i et nyt af slagsen, og da bolden blev forlænget til Daniel Elly Pedersen, kunne 93-forsvaret ikke længere stå imod. Resolut flugtede Elly Frem på 1-1.

I slutfasen fik vi mere dramatik for pengene. Kristian Holm fik direkte rødt kort, da han kom for sent med en satset tackling. Med ti mand gjaldt det nu for B.93 om at fighte det ene point i hus, men faktisk var B.93 tættest på at afgøre kampen, da allestedsnærværende Ogude fik bolden i fri position tæt under mål, dog blev han løbet ned bagfra, før han fik afsluttet. Straffespark! Nej! Dommeren vinkede afværgende, og så endte københavnerklassikeren 1-1.

Selvfølgelig ærgerligt, at føringen ikke holdt hjem, men på den anden side: Dejligt at se et 93-hold, der synes at vokse kamp for kamp, spille lige op med et af rækkens bedste hold. Og tak til fanklubben, klubbens ledelse og vore gæster fra Frem for at skabe en så festlig ramme om et ægte københavneropgør.

Ronni Raun: “Fin kamp, men ærgerligt at vi ikke får alle tre points med os.”

Holdet på banen

Ronni Raun

Nicklas Granzow (ud 88′)
Martin Heisterberg
Adam Emme
Bjørn Zabell

Kristian Holm
Aske Lundsgaard (ud 74′)
Anton Peterlin
Emmanuel Ogude
Nicolai Olsen (ud 82′)

Sebastian Czajkowski

På bænken

Kristoffer Bødker (ind 74′)
Mohammad Ali (ind 82′)
Sean Elliot Christoffersen (ind 88′)
Mikkel Mouritz Jensen
Tarik Mourhrib
Lucas Chang-Andersen

Kampreferat v) Mads Mazanti.

B.93 TV og kampbileder

Se B.93 TV fra kampen.
Se Christian Midtgaards kampbilleder.