1-0 sejr over Aarhus Fremad

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

1-0 sejr over Aarhus Fremad

B.93 – Aarhus Fremad 1-0 (0-0)

1-0 Emil Farver (straffe 87′)

Østerbro Stadion
172 tilskuere.

Martin Heisterberg hyldet for sine 250 kampe for klubben.

Før en eller anden fusionsklub afholdt mesterskabsfest på et nærtliggende stadion, blev en langt vigtigere begivenhed fejret på Østerbro Stadion: Anfører Martin Heisterberg rundede 250 kampe for klubben i udekampen mod Kolding for to uger siden, og det skulle selvfølgelig markeres med gaver, blomster og forhåbentlig tre point mod Aarhus Fremad. Den hidtil mest betydningsfulde 93-spiller i det 21. århundrede runder til september 30 år, men forhåbentlig ser vi ham stadig i 93-trøjen i mange år fremover.

I øvrigt var det et 93-hold, som stadig savnede rutinerede spillere som f.eks. Lundsgaard og Holm, foruden talenterne Emme, Czajkowski og Bjur. Til gengæld var Emmanuel Ogude atter tilbage efter overstået karantæne, og han var i gevaldig hopla i første halvleg med mange fikse finter, desværre kastede tryllerierne sjældent farligheder af sig.

I det hele taget havde B.93 trods spilovertag umanerligt svært ved at skabe chancer i første halvleg, mens gæsterne fra den sympatiske klub i det nordlige Aarhus virkede skarpere, når de fik muligheder for at slå kontra. Tættest på kom de med et kanonskud fra en vinkel, hvorfra alle ventede et indlæg; heldigvis prellede det flotte forsøg af på trekantsammenføjningen. B.93 kunne dog også det der med at ramme træværket: Kort før pausen var Ogude tæt på endelig at få udbytte af sine anstrengelser med et dykkende skud, der tog underkanten af overliggeren og sprang i spil igen. 0-0 stod sig til pausen.

Fra anden halvlegs start blev B.93-spillet mindre nipset, mere direkte, mere aggressivt. Som halvlegen skred frem, blev spilovertaget i perioder udmøntet i et decideret bombardement af Fremad-målet. Indskiftede Nicolai “Pukki” Olsen, Ogude og såmænd også Heisterberg himself var blandt de mange 93’ere, der havde oplagte scoringsmuligheder, men enten blev der reddet på stregen eller også hev Fremad-målmanden strålende refleksredninger ud af ærmerne.

Selv om de hvepsestribede gæster ikke så ofte var i nærheden af 93-målet, var de giftige, når de fik banet sig vej derop. Faktisk forbliver det en gåde, hvordan det lykkedes dem at misbruge to gigantiske muligheder få meter fra mål.

Netop som kampen så ud til at ende som en af de mest chancerige 0-0-kampe, vi længe har oplevet på Østerbro Stadion, fik vi alligevel en scoring til sidst. “Pukki” Olsen strøg alene igennem i venstre side, og da han tog et træk ind mod mål, blev han væltet omkuld bagfra. Straffespark.

I forhold til de øvrige chancer, der var blevet brændt i løbet af anden halvleg, var et forsøg fra ellevemeterpletten egentlig ikke at regne for noget. Men Emil Farver var sikkerheden selv. 1-0 til B.93 fire minutter før tid, og det blev også kampens resultat. Et misvisende resultat i den forstand, at kampen burde have haft mange flere scoringer, men helt på sin plads, at kaptajn Heisterberg blev fejret ved at spille til nul og få en sejr.

“Pukki” Olsen: “Vi rejste os i anden halvleg og viste en meget bedre indstilling end i første. Hvordan begge hold kunne brænde så mange chancer, kan jeg ikke svare på.”

Holdet på banen

Ronni Raun

Awab Salame
Martin Heisterberg
Emil Farver
Jack Wander (ud 56′)

Anton Peterlin
Mikkel Mouritz
Andreas Heimer

Emmanuel Ogude (ud 81′)
Mohammad Ali
Omar Roshani (ud 62′)

På bænken

Mads Walter (ind 56′)
Nicolai Olsen (ind 62′)
Marcus Salandy-Defour (ind 81′)
Tarik Mourhrib
Nicklas Granzow
Victor Michaelsen

Kampreferat v) Mads Mazanti.