Jonas Klausen i “Vinklen”

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Jonas Klausen i “Vinklen”

Rækken af interview med spillere og ledere omkring Divisionsholdet er særdeles populære her på siden, og presse- og kommunikationschef Claus Vandborg fortsætter med et nyt “offer”:

Det er altid af stor interesse for klubbens medlemmer at få et indblik i hvordan strategien er fra klubbens ledelse – dette gælder ikke mindst den professionelle del af klubben. Administrerende direktør for den professionelle afdeling Jonas Klausen fik en tur i “Vinklen”, og  jeg gik tæt på ham med disse spørgsmål:

Vi så et par spillersalg i sommerferien, hvad er strategien mht spillersalg og truppens sammensætning?

– Ja, der var gang i den i transfervinduet. Det er altid dejligt når andre klubber kan se talentet i de spillere som vi bruger tid, energi og penge på at udvikle – hvilket også er en af de værdier som vi arbejder ud fra. Vi har så stort et opland af unge fodboldspillere i B.93, at det er helt naturligt at opbygge vores 1.hold op omkring talenter fra klubben selv, i stedet for at hente andre spillere på må og få rundt omkring.

– Vi er stadig ved at finde vores fundament i forhold til hvordan vi skal forholde os til spillersalg, men det kom helt naturligt med Emmy og Peter, som allerede nu havde meget mere at byde på end 2.division. Vi er ved at få opbygget et godt netværk af agenter og klubber som der tror på vores udviklingskoncept og holder skarpt øje med vores unge spillere som der kommer i 1.holds truppen.

– Mht. truppens sammensætning, så er det ikke min spidskompetence, men overordnet satser vi på at have en stamme på 6-7 erfarne spillere  der kan være med til løfte de unge spillere som rykkes op fra U17-U19. Der er et lidt større spring fra U-19 til 1.senior end man lige umiddelbart ville vurdere. Når det så er sagt vi vil selvfølgelig gerne vinde en masse kampe på samme tid, så det er en hårfin grænse og balance.

– Vi har i det seneste transfervindue set andre 2. divisionsklubber være ude og købe spillere i dyre domme og til fed hyre, det er ikke det vi vil med B.93, derudover er der på ingen måde økonomi til dette.

Hvad er ambitionsniveauet – med andre ord, hvor højt satser B.93 på at komme i rækkerne?

– Ambitionsniveauet er højt, B.93 burde med det opland vi har af dygtige spillere kunne blande sig i toppen af 2. division og også på sigt rykke i 1. division. Men det er klart at det tager noget tid at lave en “turn around” på en fodboldklub som igennem længere tid ikke har været muligt at drive til et 0 budget, så her må man også være realistisk i forhold til ens ambitioner; Det tager tid at opbygge et ordentligt fundament.

Ville vores nuværende økonomi bære at holde os i 1. division, hvis vi skulle rykke op?

– Det korte svar er nej. Det lange svar er muligvis, det hele kommer an på hvor succesfulde vi er med den fortsatte udvikling af vores forretningskoncept. Budgettet for  2017 sigter mod at komme ud med skindet på næsen, måske et smalt overskud, men der har været ekstraordinære indtægter på den gode side af 500.000 kr i år, og ikke noget der umiddelbart kan overføres til 2018.

– Vi ser gang på gang 2.divisionsklubber satse hele butikken på at rykke op. Det er ikke er holdbart, og derfor ser vi klubberne lave en såkaldt “elevator- oprykning” for derefter at få et uoverkommeligt økonomisk smæk, og rykke direkte ned igen. Det er lige præcis det vi meget gerne vil undgå. Fakta er bare at det kræver meget mere end man lige skulle tro; At drive en 1. divisions klub og superligaklub. En tommelfinger regel er at klubber i 2. division koster 2,5-3 millioner årligt, stabile 1. divisionsklubber 7,5-10 millioner, og superligaklubber >15 millioner.

Hvordan føler du forholdet mellem den professionelle afdeling og resten af klubben fungerer?

– Det er meget positivt. Hvis der er en ting vi skal blive bedre til er det den åbne kommunikation; Vi skal tættere på de mange medlemmer og trænerne i klubben. Det er alt sammen en del af planen omkring at få opbygget et fundament i B.93 som alle kan være glade for. Går det hurtigt nok? Nej det gør det ikke, men foreningsarbejde er nu engang som det er – så længe vi er i konstant fremdrift er det svært ikke at være tilfreds.

Skrevet af Claus Vandborg.