Interview: Emmanuel Ogude

Del denne nyhed

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+

Interview: Emmanuel Ogude

Valdemar Jensens interview med spillere og ledere omkring Divisionsholdet er særdeles populært indhold her på hjemmesiden. Nu er vi så klar med et interview med B.93’s aktuelt helt store spiller, nigerianeren Emmanuel Ogoude.

Valdemar er siden sidst hyret ind som reporter til Medlemsbladet, hvor en lidt kortere version af nedenstående interview kan læses på side 21-21 i nr. 3 fra september 2016.

En målscorers vej fra Nigeria til Østerbro

Hej Emmanuel, eller Emmy, som du kaldes af fans på lægterne.

Du er jo lidt af et særsyn i klubben, og noget af et scoop at få en spiller af din kaliber til en klub som vores. Hvor kommer du fra?

– Jeg er født og opvokset i Lagos i Nigeria, men mine forældre kommer oprindeligt fra provinsen Delta. Jeg startede med at spille fodbold, da jeg var omkring 6 år, og dengang foregik det jo på gaden, fordi det var det man havde til rådighed. Da jeg var ca. 14, så startede jeg på et fodboldakademi i Lagos, noget som er ret udbredt fordi fodbold er kæmpestort i Nigeria. På det tidspunkt havde jeg nok allerede haft en realistisk drøm om at blive professionel i et par år.

Hyper farlige Emmanuel Ogude afdribler den tidligere 93’er Jannik Zimling. Foto: Christian Midtgaard.

Hyper farlige Emmanuel Ogude afdribler den tidligere 93’er Jannik Zimling i 1-1 opgøret på Østerbro Stadion lørdag 24. september 2016. Foto: Christian Midtgaard.

– Når man går på akademiet, er man samtidigt indskrevet i en skole og får undervisning, så det var en meget tilrettelagt hverdag. Jeg blev færdig med skolen, da jeg var 16 år, og siden da har fodbolden været mit primære mål.

Hvad med familien? 

– Jeg er den yngste af 6 børn, og de fleste af mine søskende og min mor bor stadig i Nigeria, men jeg er vant til at bo alene, fra da jeg startede på akademiet, så det går.

– Vi har en meget stærk familie, og de har altid forberedt mig på at være stærk og kunne tænke selv, så jeg har været moden fra en ret ung alder. Selvom jeg stadig kun er 22, så har jeg nok følt mig mere voksen allerede i en ung alder.

Du har også været så heldig at have repræsenteret Nigeria på et af landsholdene?

– Mens jeg gik på akademiet i 2010 fik jeg også debut på det nigerianske U/17-landshold, hvor jeg var med i nogle kvalkampe til U17 VM. Nigeria er jo det mest folkerige land i Afrika med officielt 200 mio. mennesker, og fodbold er kæmpestort i landet, så det er en stor ære bare at blive udtaget.

Fra Israel til Østerbro
Lidt senere fik jeg min første professionelle kontrakt i Israel, hvor jeg spillede en sæson i Maccabi Petach, som sluttede som nr. 2 i 2. division og sæsonen efter i Hapoel Ashkelon.

– Desværre blev jeg ramt af en alvorlig lyskenskade, som satte mig ud af spillet i lang tid, og jeg forlod Israel.

Nu er du så at finde på Østerbro, og har fået noget af et gennembrud i denne sæson. Hvordan er det kommet i stand?

– Min agent kender Lars Lüthjohan, og han foreslog at jeg tog til Europa for at prøve mig selv af, og det har altid været min drøm at komme til at prøve at spille i en europæisk klub, så det lød lovende. Lige nu er det ikke så vigtigt hvilket niveau klubben spiller på, men det gælder om at få spillet en masse kampe og vise mig selv, at jeg stadig kan spille bold og er blevet min skade kvit.

– Da jeg kom til Danmark 29. oktober 2015 var jeg i forfærdelig form, og jeg var stadig småskadet. Så da jeg ankom til det kolde nord havde jeg det svært. Jeg tog det meget stille og byggede op, og nu er jeg i topform og føler mig helt fit.

Du har med afstand været Man of the Match i de fleste kampe i efterårssæsonen, og ligger også højt på topscorerlisten. Er du selv overrasket over det?

– I den første sæson spillede jeg omkring 12 kampe og scorede 9 eller 10 mål, så det var mere end ok, og det er jo startet rigtigt godt med mål i træningskampene og de første kampe i den nye sæson.

Årets mål i sæsonen 2015/2016
– Sidste sæson var jeg også så heldig at score et fint mål, som blev kåret som Årets mål af B.93 Fanklub. I kampen mod AB Tårnby får jeg bolden helt ude ved sidelinien, og jeg havde tidligere prøvet at skyde på mål langt udefra, så da jeg så at målmanden stod lidt langt ude, så prøvede jeg. Heldigvis brækkede boldens bane midtvejs i luften, så den røg ind langs den ene stolpe.

Sekunder efter Emmanuel Ogude har scoret årets mål på Østerbro Stadion, hyldes han af anføreren Martin Heisterberg. Foto: Christian Midtgaard.

Sekunder efter Emmanuel Ogude har scoret årets mål på Østerbro Stadion i kampen mod AB Tårnby Store Bededag fredag 22. april 2016, hyldes han af anføreren Martin Heisterberg. Foto: Christian Midtgaard.

– Jeg har sådan set bare fortsat den gode stime fra foråret, og så håber jeg at det bare fortsætter, så jeg kan hjælpe holdet bedst muligt.

Hvis du nu skal prale lidt, hvad er det så, du er så god til? Og hvad kan du blive bedre til?

– Mine forcer er nok at jeg er rimeligt hurtig på fødderne, kan skyde med begge ben og så er jeg teknisk ok med bolden. Jeg skal arbejde lidt mere på at positionere mig i feltet og min hastighed, og så vil mine trænere sige at jeg skal arbejde på det defensive!

– Jeg kan godt lide bolden, og at lave tricks er fantastisk, hvilket man kan tillade sig at bruge på banen, når vi er foran, og jeg kan mærke at fansene sætter pris på at se lidt tekniske ting, selvom mine trænere ikke altid bifalder det.

Nu har vi set dig score flotte mål på både vilde langskud, med hovedet, og med begge ben. Er der nogle af dem, som du foretrækker?

– Nej, jeg er helt ligeglad med, hvordan de bliver scoret – bare de er spektakulære … !

Emmanuel Ogude bringer B.93 foran 1-0. Foto: Christian Midtgaard.

Emmanuel Ogude bringer B.93 foran 1-0 mod Bk. Frem lørdag 24. september 2016. Foto: Christian Midtgaard.

Spillestil
Din spillestil er jo enormt underholdende for tilskuerne, men kan du godt mærke at modstanderne går lidt hårdere til dig i tacklingerne, fordi du tirrer dem?

– Ja, de er indimellem lidt grove, men på en måde er jeg taknemmelig, for det er jo bare med til at gøre mig mere hårdfør og lidt bedre til at tage imod næste gang.

– Nu hvor jeg kan se det nigerianske flag på lægterne, sørger jeg selvfølgelig for at løbe ud og fejre det med B.93 Fanklub, når jeg scorer, hvad jeg forhåbentlig kommer til at gøre meget mere i denne sæson.

– Jeg har kontrakt med B.93 indtil sommeren 2017, og jeg vil selvfølgelig give alt hvad jeg har for at vi kommer i oprykningsspillet og måske endda rykker op.

Hvem er din all time favoritspiller?

– Det er selvfølgelig Ronaldo, Messi, Maradona, Pelé og Zidane! Man kan lære lidt fra hver især af dem, så jeg har svært ved at vælge en enkelt.

– Hvis jeg skal vælge et hold, så kommer det til at stå mellem Chelsea og Real Madrid.

Hvem er den bedste af dine medspillere, og hvorfor?

– Det må være Heimer, for han har et sublimt flow med bolden og lægger de fineste afleveringer, så det er faktisk noget jeg prøver at lære fra ham.

Emmy, tusind tak for snakken. Vi håber på mange flere mål og godt spil fra din side!